Omsorg for borgere med særlige udfordringer

Vi har alle et ansvar! Et ansvar for os selv og et ansvar for vores nærmeste. Men ansvaret stopper ikke dér. Vi har også i fællesskab et ansvar for dem, der ikke kan klare sig selv. Vi har et ansvar for at hjælpe de arbejdsløse, de socialt udsatte og borgere med handicap.

Det er vigtigt, at vi yder hjælpen på en måde, hvor vi ikke klientgør borgeren. Hjælpen skal allerhelst ydes som hjælp til selvhjælp – som en hjælp, der om muligt sætter borgeren i stand til på sigt at klare sig selv.

Det forudsætter, at borgeren ikke løber panden imod en mur i det kommunale system. At det system, der er sat til at hjælpe borgeren, ikke i virkeligheden fungerer lige modsat, fordi det er umuligt for borgeren at gennemskue, hvad der er næste skridt i sagsbehandlingen, og hvilken afdeling i kommunen, der skal hjælpe med forskellige konkrete problemstillinger.

At skabe et kommunalt system, der af borgeren opleves som et sammenhængende ”sømfrit” system, hvor én sagsbehandler sikrer koordination og sammenhæng, uanset om borgerens problemstillinger går på tværs af kommunale centre, er desværre utrolig vanskeligt i en virkelighed med komplicerede lovgivninger. Men det fritager os ikke fra, at vi gør os umage for at nå dertil.

Høje-Taastrup Kommune var en af de første kommuner, der ansatte en borgerrådgiver. Det var en modig og rigtig beslutning. Modig fordi vi med borgerådgiverens årlige beretning får et ”røntgenbillede” af den kommunale forvaltning, som afslører alt det, der ikke virker, som det bør. Men af samme årsag rigtigt, fordi dette ”røntgenbillede” er forudsætningen for at kunne gøre det bedre.

En vigtig del af vores socialpolitik er, at vi skal bryde den sociale arv. Det kræver i en kommune som Høje-Taastrup et opgør med eksistensen af udsatte boligområde. Forskning viser nemlig, at børn af udsatte familier har 3-4 gange større risiko for selv at blive udsatte som voksne, hvis de vokser op i udsatte boligområder i modsætning til hvis de vokser op i velfungerende boligområder.

Derfor har vi besluttet, at vi i 2026 ikke længere vil have udsatte boligområder i Høje-Taastrup Kommune. Og vi er fast besluttet på at nå dette mål. Derfor har vi i samarbejde med afdelingsbestyrelsen og KAB udviklet en ny ambitiøs helhedsplan for Taastrupgaard, som indebærer nedrivninger og nybyggeri. Og vi vil samarbejde om at lave ligeså ambitiøse helhedsplaner for Charlotteager og Gadehavegård.

Et område, som har givet Høje-Taastrup og mange andre kommuner udfordringer de seneste år, er det såkaldt ”specialiserede socialområde”. Det dækker over borgere med handicap, hjerneskader, udviklingshæmning og sindslidelser. Det er et område, hvor kommunen har oplevet en meget kraftig vækst i udgifterne, fordi antallet af borgere, der skal hjælpes, er steget.

Det er vigtigt, at vi evner, at hjælpe denne gruppe af borgere, så de kan få en tilværelse, som så vidt det er muligt, minder om den vi andre har. Vi har derfor haft fokus på, at gennemføre en faglig omstilling af området, hvor borgerne hjælpes på en inkluderende måde i nærmiljøet. Et godt eksempel på den tænkning var, da vi flyttede borgere fra den tidligere amtsinstitution, Vestervænget, til egen bolig i Møllergården med støtte fra socialpsykiatrien. Det gav bedre livskvalitet for borgerne og var samtidig et billige tilbud for kommunen.

Det Konservative Folkeparti vil derfor arbejde for:

• At vi har et ansvar for at hjælpe dem, der ikke kan klare sig selv
• At vi så vidt muligt skal basere vores sociale indsats på hjælp til selvhjælp. Borgerne skal hjælpes til at genvinde styrepinden i eget liv.
• At der fortsat er stort fokus på forebyggende og tværgående indsatser fx i forhold til kriminalitetsforebyggelse gennem samarbejde mellem kommunale institutioner, det boligsociale arbejde og politiet.
• At vores tilbud til udsatte borgere skal indrettes efter en trappemodel. Uanset funktionsniveau skal det altid være muligt at bevæge sig til et mindre indgribende tilbud, hvis man får det bedre, og der må ikke mangle trin på trappen, som gør næste trin på trappen uoverkommeligt stort.
• At vi vil insistere på, at det skal kunne lade sig gøre, at indrette den kommunale forvaltning, så alle borgere oplever helhedsorienteret sagsbehandling af medarbejdere, som sikrer at der sker koordination mellem afdelinger/centre i kommunen.  
• Frivillige sociale foreninger udfører en uvurderlig indsats for udsatte mennesker i vores samfund. Her giver mennesker til hinanden uden at forvente noget igen og uden at modtage betaling for det. Derfor ønsker vi at styrke frivillige sociale foreninger i deres virke.
• At vi fortsat skal have en borgerrådgiverfunktion
• At Høje-Taastrup ikke har udsatte boligområder i 2026.
• At vi fortsætter den faglige omstilling af det specialiserede socialområde, hvor borgerne inkluderes i nærmiljøet i mindre indgribende tilbud. Omdrejningspunktet skal være, at borgeren skal have mulighed for at leve et så normalt liv som muligt.

Gode rammer for det sunde liv

En sund livsstil giver livskvalitet for den enkelte. Vi vil ikke tage ansvaret fra borgerne. Det er et personligt valg at leve sundt, og kommunen skal ikke optræde formynderisk overfor borgerne. Men vi skal gøre det let at træffe det sunde valg. Vi skal give borgerne valgmuligheder. Og vi skal aktivt bekæmpe uligheden i sundheden. 

Et sundt liv grundlægges som barn. Det handler især om spisevaner og bevægelse. Derfor skaber vi bedre rammer for bevægelse. Det sker i form af nye idrætsfaciliteter til den organiserede idræt, hvor vi har bygget ny svømmehal, springcenter og kunstgræsbaner. Det sker også i daginstitutionerne, hvor vi er gået i gang med at opgradere legepladser. Og det sker i byens rum, som indrettes til bevægelse. Det er fx sket ved Rønnevangsstrøget og sker i år i Fløng. Vi laver desuden særlige indsatser for at påvirke familier med børn tidligt. Senest har vi indført forebyggende livsstilsbesøg for familier med 3-årige børn. Og vi forsøger med fritidspasset at introducere udsatte børn og deres familier til idrætslivet. 

Vi har også udviklet kommunen i forhold til den generelle sundhedsfremme. Ved indretning af byens rum tænker vi fx i, at gøre det sunde valg let tilgængeligt for borgerne, så vi fremmer en sund livsstil. 

De ældre er særligt udsatte for at blive indlagt på hospitalet. Livsstilssygdomme sætter ind. Kroppen svækkes. Og risikoen for at blive indlagt og senere genindlagt øges. Derfor har vi opbygget sundhedscenter Esbens Vænge som det bærende element i kommunens sundhedsindsats. Her er forløbsprogrammer for kronikere og genoptræningsforløb for borgere, der har været indlagt. Vi har desuden styrket kompetencerne i hjemmeplejen, således at vi tidligt kan spore og sætte ind, når borgere sundhedstilstand udvikler sig negativt med risiko for hospitalsindlæggelse. Og vi har etableret døgnrehabiliteringspladser, så vi kan modtage færdigbehandlede borgere fra hospitalerne, som ikke er klar til at komme hjem. 

Det nære sundhedsvæsen, som udgøres at de praktiserende læger og den kommunale sundhedsindsats, er i hastig forandring. Hospitalerne bliver mere specialiserede og patienterne udskrives hurtigere. Det stiller krav om, at flere opgaver kan løses i det nære sundhedsvæsen. Desuden har kommunerne med kommunalreformen fået hovedansvaret for generel sundhedsfremme og forebyggelse.

I Høje-Taastrup Kommune skal vi tage de nye opgaver og det nye ansvar på os – og vi skal være en proaktiv medspiller i udviklingen af det nære sundhedsvæsen.

Vi har gjort meget – men vi skal videre.

Det Konservative Folkeparti vil derfor arbejde for:

• At nedbryde barriererne for, at borgere med anden etnisk oprindelse og udsatte borgere får løftet deres sundhedstilstand. Det kan bl.a. ske gennem øget brug af sundhedsambassadører, som vi fx gjorde i Gadehavegård med bydelsmødrene.
• At der fortsat skal være et stærkt fokus på at forebygge overvægt hos børn, da vi ved, at overvægt grundlagt som barn, er svært at slippe af med igen.
• At unge ikke ryger. De unge skal tilbydes rygestopkurser, og der skal tages initiativer til at forebygge, at unge begynder at ryge. Det skal ligeledes tages initiativer til at forebygge, at de unge anvender andre former for rusmidler. Endelige skal vi arbejde for at forsinke de unges alkoholdebut.
• At implementere den nationale handleplan for ”Den Ældremedicinske Patient”, således at vi i endnu højere grad kan forebygge genindlæggelser for ældre borgere.
• At fastholde den høje faglighed på Esbens Vænge ved at der fortsat kun er ét sundhedscenter i kommunen. En opsplitning af sundhedscentret i to af geografiske årsager vil nemlig gå ud over fagligheden. Det forhindrer ikke, at sundhedscentret gennemfører aktiviteter i forskellige områder i kommunen, hvilket fx vil være naturligt i de udsatte boligområder.
• At undersøge konsekvenserne, hvis der åbnes op for, at borgere kan vælge at få leveret træningsforløb af privatpraktiserende fysioterapeuter som alternativ til at få ydelsen leveret på Esbens Vænge. På sigt ønsker vi nemlig frit valg for træningsydelser. Forudsætningen er imidlertid, at det ikke svækker fagligheden på Esbens Vænge.
• At forløbsprogrammerne på Esbens Vænge fortsættes og udbygges, og at der indledes samarbejde mellem sundhedscenteret og Veteransport og andre idrætsforeninger med tilbud til ældre, således at det bliver naturligt at man som borger begynder at gå til idræt, når træningsforløb er afsluttet.
• At indføre faste læger på plejecentrene. Fordelene ved dette er veldokumenterede. Beboeren på plejecenteret vil lettere og hyppigere kontakt til lægen, og lægens dialog med plejepersonalet vil løfte den sundhedsmæssige faglighed på plejecenteret. Beslutningen om plejehjemslæger er allerede truffet. Men der er fortsat en opgave i at rekruttere læger til disse funktioner.
• At der i arbejdet med den ældremedicinske patient er fokus på samarbejde med familie og netværk – naturligvis med respekt for borgerens ret til at bestemme, om dette ønskes.
• At byens rum fortsat udvikles, så de inspirerer til bevægelse, og således at barrierer for bevægelse fjernes eller minimeres. Dette kan fx ske ved at forbedre overgange og belysning.  
• At der tages initiativer for at fremme lægedækningen i kommunen. Det kan fx ske ved at kommunen er katalysator for, at læger i solopraksis samler sig i lægehuse. Hvis kommunen kan fremme dannelsen af sundhedshuse ved at placere kommunale sundhedsfunktioner i nye lægehuse, og samtidig opnå synergier ved dette, er det til gavn for alle. Vi vil dog ikke flytte sundhedsfunktioner ud af Esbens Vænge.
• At sundhedsindsatser tager udgangspunkt i, hvor borgeren er.

At fastholde, at det primære ansvar for borgerens sundhed er borgerens eget!